Cases

Forretningsudvikling & innovation

Vi arbejder sammen med kulturinstitutioner, kommuner, regioner og interesseorganisationer om at udvikle en sund kulturforretning, og dermed at have fokus på flere ”bundlinjer”, når der skal udvikles og skabes nye initiativer. Det er alt fra udvikling af formidlingsformater, opbygning af business-cases, dataindsamling og udvikling af en stærk forretningsduelig organisation.

Vi rådgiver inden for innovation, strategi og ledelse, så kulturinstitutionerne bliver i stand til at forfølge en strategi, udvikle nye produkter der møder brugerne på nye måder og få en agil organisation, med brugere og udvikling i centrum.

DEOO - Publikum & forretning

De danske orkestre og ensembler er gået sammen om at fokusere på forretningsudvikling og publikumsudvikling de kommende år for at sikre et øget fokus på at tiltrække både nye gæster og at øge frekvensen af de gæster, der allerede går til koncerter samt at få professionaliseret hele arbejdet med publikum.   

Vi har afsluttet første del af et 3-årigt forløb med en grundlæggende analyse af alle orkestre og ensemblers forretningsgrundlag og deres aktuelle arbejde med publikumsudvikling. Rapporten er udformet i en ny innovativ form, rummer 10 temaer, inden for forretningsudvikling og publikumsudvikling, som det klassiske kulturliv skal adressere, hvis de vil arbejde med udvikling af en økonomisk bæredygtig fremtid, og den rummer en række anbefalinger inden for datadreven udvikling, forretningsmæssige tiltag overfor publikum og styrkelse af relationen mellem orkestre og ensembler og deres publikum, og den peger på hvad organisationen skal kunne for at få succes med en kombination af forretningsudvikling og publikumsudvikling.

Slagelse kommune - forretningsudvikling

Der er en markant øget interesse fra kommunernes side i at styrke de lokale kulturinstitutioners evne til at sikre bæredygtig økonomi gennem bredt favnende indholdskoncepter, hvor mange borgere føler sig hjemme. Et eksempel er vores samarbejde med Slagelse Kommune om forretningsudvikling på Kongegaarden i Korsør, hvor vi gennem et forløb på 4 måneder har arbejdet med bestyrelsens strategiske fokus på kulturaktiviteter kombineret med mulige nye indtægtskilder og borgerinddragelse. Ud fra værktøjet Business Model Canvas, har Kongegaarden nu truffet en række strategiske valg om deres forretning, som de over de næste 2-3 år vil sætte i værk til glæde for det regionale musik og kunst-publikum på Kongegården i Korsør

Nationalmuseet - Innovation

I sommeren 2018 besluttede Nationalmuseet at igangsætte en større indsats for at nå ud til ”ikke-brugerne”. Projektets mål var at sætte skub i antallet af besøgende samt at eksperimentere med nye typer formidling af museets indhold og forskning. Det resulterede i et innovationsprojekt, hvor vi sammen med Nationalmuseet tilrettelagde et forløb med et hold nøje udvalgte innovationsfolk, der skulle komme med idéer til, hvordan museet kunne transformere sig til at møde fremtiden. Holdet bestod af folk inden for spil og gaming, forfattere, læringseksperter, fremtidsforskere, virtual reality, iværksættere o.lign. Og en væsentlig del af opgaven foregik i Sanne Salomonsens gamle tourbus, der kørte os rundt i landet til de skarpeste steder inden for moderne museumsformidling.

Arbejdet resulterede i 23 ”greb” til ny og anderledes formidling til gæster, der ikke er vant til at bruge museer regelmæssigt – fokus var på inddragelse, indlevelse, sanselighed og både high tech og high touch. De 23 greb blev efterfølgende omdrejningspunktet for et seminar med medarbejderne på Nationalmuseet som inspiration til det videre arbejde med at skabe innovation i formidlingen.

Øhavsmuseet - konceptudvikling

Øhavsmuseet i Faaborg er langt i arbejdet med at realisere visionen om at skabe en helt ny type museum, der gennem landskabet viser vigtige historiske epoker i Danmarks historie. Det er ren innovation, når man skal skabe en helt ny type museum, og vi gik sammen med Øhavsmuseet grundigt til værks med både en omfattende brugerundersøgelse med segmentering, konceptudvikling med medarbejderne og lokale kulturaktører. Afsættet var brugerundersøgelsen og dertil involvering af lokale interessenter og Faaborg Midtfyn Kommune i arbejdet med at forme alle dele af det ny museum. Den grundlæggende udvikling tog ca. et år og omfattede også udarbejdelsen af forretningsgrundlaget for det kommende museum. Selv om museet ikke er færdigt, kan danskerne allerede gå/cykle/ride/snorkle på opdagelse i landskabet rundt om Faaborg og samtidig få fortalt gode historier og deltage i ritualer fra svundne tider.

Publikumsudvikling

Publikumsudvikling handler om at udvikle sin organisation til at møde publikum på nye måder, at imødekomme og forstå publikums behov, og systematisk at indsamle data om sine gæsters adfærd, så der kan designes nye tiltag, der skaber grobund for en stærkere økonomi og en god vedvarende relation mellem gæst og kulturinstitution. Inspirationen kommer primært fra UK, men gennem vores tætte samarbejde med Norsk Publikums Udvikling, der har eksisteret i mange år og med inspiration fra modeller udviklet af Creative Europe, arbejder vi systematisk med at opbygge kulturinstitutioners arbejde med at blive mere attraktive for eksisterende og kommende gæster.

APPLAUS - Publikumsudvikling

I efteråret 2020 har vi tilrettelagt og gennemført et undervisnings- og udviklingsforløb om publikumsudvikling for Danmarks Teaterforeninger, iværksat af Applaus. De deltagende teaterforeninger har gennem forløbet både arbejdet i dybden med Applaus’ publikumsundersøgelse, og de har arbejdet grundigt med 2 typer af segmentering, herunder ”Kultursegmenterne”, som vi også altid bruger i vores kulturanalyser. De har arbejdet meget konkret med at træffe strategiske valg af de særlige aktiviteter, der skal styrke deres fremtidige publikumsudvikling – både i form af de mere kommercielle tilbud, som skal sikre at deres gæster kommer oftere i teatret og at der kommer nye gæster ind ad døren – og i form af strategier til at opnå en stærkere rodfæstning kulturelt og politisk i deres lokale område.

MALMØ LIVE - Publikumsudvikling

Malmøs store multikoncerthus Malmø Live er gået i gang med en professionalisering af deres arbejde med Publikumsudvikling. Huset rummer både et symfoniorkester og er hjemsted for store koncertaktiviteter med jazz, rock, pop og stand up. Vi har arbejdet sammen med Malmø Live om at tage de første skridt i arbejdet med publikumsudvikling. Målet er at øge frekvensen af de faste gæsters besøg, at få flere nye gæster i de kendte målgrupper. Mange kulturinstitutioner arbejder i praksis med flere af elementerne i publikumsudvikling, men får det sjældent sat sammen til en strategi. Derfor har vi med Malmø Live lagt vægt på at afdække medarbejdernes erfaringer i feltet, og bruge de erfaringer sammen med viden om, hvad der virker inden for Publikumsudvikling, til at der nu gennem en fælles workshop for medarbejderne, er beskrevet flere indsatsområder, som Malmø Live gerne vil realisere.

Brugerundersøgelser & segmentering

Vi gennemfører både lokale, regionale og landsdækkende undersøgelser af kulturforbrug og kulturbrugeres adfærd i alle kulturelle brancher med afdækning af publikumspotentiale, kendskab, barrierer for kulturbrug m.m. Vi bruger både segmentering med det britiske system Culture Segments og udvikler unikke segmenter til brug i indholdsudvikling og kommunikation, hvor det fungerer bedst.

The Big Five - Brugerundersøgelse

Odenses 5 største kulturinstitutioner: Odense Teater, Odense Symfoniorkester, Brandts, Danmarks Jernbanemuseum og Odense Bys Museer besluttede sig for at gå sammen om en stor kvantitativ brugerundersøgelse. Projektet blev også støttet af Odense Kommune. De ville vide mere om, hvor godt fynboerne kendte til kulturinstitutionerne, hvor meget de brugte dem, hvad de kendte dem for, og hvorfor de ikke brugte dem i et større omfang. De ville også gerne have segmenteret både brugere og ikke-brugere med Culture Segments, for at kunne styrke både deres kommunikation med brugerne, men også for at finde ud af, hvad der skulle udvikles af nye målrettede tiltag for at styrke relationen til fynboerne.

Vi udarbejdede en fælles rapport og en rapport til hver kulturinstitution. Og ikke overraskende var den væsentligste grund til at besøge kulturinstitutionerne, at gæsterne gerne ville underholdes skarpt forfulgt af ønsket om ”at udvide min kulturelle horisont”. Undersøgelsen gav masser af input til hvilke initiativer udenom selve den indholdsmæssige del, der er vigtig, herunder pegede den på, at mange søgte et tæt fællesskab med den enkelte kulturinstitution, eksempelvis i form af et klubmedlemsskab. De 5 kulturinstitutioner arbejder nu med at få undersøgelsens resultater omsat til strategiske satsninger.

Vi har været rigtig glade for dette samarbejde, da det har vist, at der er en stor styrke i at gå sammen om denne typer undersøgelser, der for den enkelte kulturinstitution kan være en stor mundfuld økonomisk. Ved at gå sammen, sker der også en rigtig god erfaringsudveksling og ideer til fælles satsninger undervejs i forløbet.

Ledelse og strategi

Ledelse handler grundlæggende om at skabe retning, sikre enighed om vejen til målet gennem samarbejde, og sikre engagement for at nå trygt ind i fremtiden. Og derfra handler det om at bruge en masse praktiske ledelsesværktøjer til at nå de ønskede resultater. Når vi arbejder med strategi, handler det ofte om at skabe enighed om en vision og en retning og vi udmønter ofte sammen med ledelsen de ”hjørneflag” der hegner ønskerne ind og som er det felt, strategien skal ramme. Vi arbejder metodisk, hvor der både skabes ideer, hvor der vælges potentielle områder, der uddybes og hvor der til sidst prioriteres klart og tydeligt, hvilke indsatser, der skal sættes i værk. Efterfølgende faciliterer vi udarbejdelse af handleplaner. Vi arbejder med coaching af topledere, sparring og workshops for både ledere og medarbejdere, innovationsledelse og projektledelse.

Bibliotekschefforeningen - Vision & strategi

Vi hjælper interesseorganisationer og kulturinstitutioner med udvikling af vision og strategi, der ruster lederne til fremtiden. Vi har blandt hjulpet Biblioteks-chefforeningen og Danmarks Teaterforeninger med formulering af strategiske indsatsområder for en kommende fireårig periode.

Analyser & rapporter

Analyser og rapportering er en af vores kerneydelser, vi kalder det også nogle gange for projektmodning, da opgaven ofte er at kigge på en helt ny opgave/udfordring for en kulturinstitution eller en myndighed, og hvor analyse og rapport skal afdække forhold omkring projektet, indsamle ny viden i form af research, interviews og surveys samt pege på de videre skridt fremad mod realiseringen af et kulturelt projekt, stort eller lille. Det er her, at vi inddrager alle vores specialiserede kompetencer inden for ledelse, strategi, brugerundersøgelser, format- og formidlingsudvikling, projektledelse, digital tilstedeværelse og forretningsudvikling.

REALDANIA - Rapporter

 

Vi laver analyser og rapporter for fonde, kommuner, styrelser og interesseorganisationer. Vi har for eksempel lavet en stor rapport ”Museumslandskabet” for Realdania, der ønsker større indblik i kulturpolitikken og museernes vilkår for at kunne træffe strategiske beslutninger, når de uddeler støtte til de danske museer. 

Skamlingsbanken - Analyse

Oplevelsescenter Skamlingsbanken skal åbne til foråret 2021. Kolding kommune ønskede derfor at få flere mulige scenarier udviklet omkring organisering og drift af det nye center. Skamlingsbanken er et sted med mange interessenter og potentialer – alt afhængig af den økonomi som Kolding kommune vil lægge i en fremtidig drift og udvikling. Vi udviklede 3 scenarier for, hvordan Oplevelsescenter Skamlingsbanken kunne organiseres og udvikles. Det gjorde vi på baggrund af en lang række interessentinterviews og vores viden om oplevelsesudvikling. Vi fokuserede på at beskrive en fremtid med fælles mål for oplevelsescentret på tværs af involverede interessenter og med vurdering af forhold som økonomi, landskab/naturbeskyttelse, governance, kultur/oplevelsesstrategi, politik og mulig organisering af øvrige kulturarvsinstitutioner i kommunen.

Rapporten blev præsenteret for både interessenter samt de relevante udvalgt under byrådet i Kolding i en samskabende workshop, der bidrog yderligere til, at der kunne træffes politisk beslutning om fremtiden for Oplevelsescenter Skamlingsbanken. En fremtid der nu er vedtaget i byrådet.

Konference, kurser & foredrag

Vi deler gerne ud af vores store viden om det danske kulturliv inden for vores kerneområder og vi underviser i ledelsesdiciplinerne: Projektledelse, Innovationsledelse og ledelse med et systemisk perspektiv. Vi tilrettelægger indholdet og faciliteringen af konferencer, hvor der er fokus på læring eller ændringer med et strategisk sigte, og vi holder foredrag om ny viden inden for vores kerneområder.

Region Nord - Konference

Region Nord ønskede at skabe en inddragende konference, hvor mange af de nordjyske kulturinteressenter deltog i en halvdagskonference, hvor der skulle skabes nye ideer og input til en revidering af regionens kulturstrategi. 100 kunstnere, politikere, kulturinstitutioner, NGO’er og forvaltningsfolk deltog i arbejdet med at skabe ideer til revisionen ud fra de strategiske mål i den overordnede kulturplan. Undervejs arbejdede deltagerne på tværs af alle fagligheder med at udvikle ideer og vælge de mest betydningsfulde indsatser. Efterfølgende har kultur og erhvervsforvaltningen i Region Nord indstillet til politisk behandling af den reviderede kulturstrategi.

Politiken - Kursus i projektledelse

Dagbladet Politiken ønskede en opkvalificering af alle deres ledere i et samlet program leveret af Mediernes forsknings – og innovationscenter på Syddansk Universitet. Og vi har bidraget med 3 moduler om projektledelse. Modulerne er bygget op, så de tager afsæt i ledernes egne erfaringer med projektledelse, men hvor der alligevel er god plads til teori om både klassisk projektledelse og agil projektledelse. Modulerne er også praktisk orienteret, sådan at der er plads til at sparre med andre kursusdeltagere, og hvor der mellem modulerne afstemmes retning for forandringsprojekterne med nærmeste leder. Målet er at projektet er så velbeskrevet ved modulernes afslutning, at de umiddelbart kan sættes i værk af projektlederen.

Digital rådgivning & produktion

Vi hjælper store og små kulturvirksomheder med deres digitale udvikling i et forretnings-, formidlings og kommunikationsperspektiv. Det kan dreje sig om hjælp til udvikling af strategi eller digitale produkter eller konkret produktion af hjemmeside, samt indhold til digitale platforme. Vi leverer også markedsanalyser og brugerundersøgelser, der giver overblik over kulturbrugerens adfærd online. 

Iscene - Digital strategi

 

I 2017 overgik Teater1 fra et fysisk magasin til en digital version og oplevede, at de havde brug for mere viden om digitale kulturforbrugere og deres adfærd. Vi leverede et forløb, der kombinerede viden om det digitale medie, udvikling af digitale formater og strategi ud fra analyse af målgrupper. Forløbet indledtes med en større brugerundersøgelse, som gav et detaljeret overblik over brugernes ønsker i forhold til interesseområder, platforme & formater. Dette gav et fantastisk roadmap til at udvikle den nye digitale platform og indsigt i forretningsmodellens bæredygtighed og muligheder

Der blev både rådgivet meget konkret med design af hjemmeside, sociale medier, formidling af tekster billeder og video, samtidig med at det man udarbejdede kortsigtede og langsigtede strategier. 

Kontakt os

Søren Mikael Rasmussen

smr@rasmussennordic.dk      +45 20307788

Cecilie Nielsen

csn@rasmussennordic.dk    +45 22911028

© 2020 RasmussenNordic ApS

Farvergade 27 D, 3, 1463 København K

CVR: 37526525

Cookie&privatlivspolitik